Filmland.dk » Anmeldelse: “Mennesker bliver spist” 8 ud 10 stjerner
Biografaktuel

Film der går i biografen netop nu

Filmland.dk anbefaler!

Hvad skal jeg se? En ny film, en gammel film eller en film på TV. Filmland.dk anbefaler nye og gamle film som du bør se.

Nyheder

Filmland.dk skriver om spændende begivenheder i filmbranchen, viderebringer pressemeddelelser fra filmselskaberne osv.

På Dvd & Blu-ray

Filmland.dk anmelder udvalgte premieretitler på dvd og blu-ray. Skulle der gemme sig en perle blandt ugens udgivelser, skal vi nok sige til.

Home » Biografaktuel, Filmland.dk anbefaler!

Anmeldelse: “Mennesker bliver spist” 8 ud 10 stjerner

Submitted by on onsdag, 25 februar 2015Ingen kommentarer

Mennesker bliver spist - ERik Clausen og Bodil JørgensenNu tager jeg mig igen i at nynne den: Mennesker bliver spist i Polynesien, John Mogensens nummer fra 1975.
En for længst glemt sang, et ikke særlig stort hit med en besynderlig tekst. En slags sømandssang, som er et af de numre Herluf ynder at optræde med til fester.
Der er bare det, at Herluf (Erik Clausen), en på alle måder gennemsnitsdansk mekaniker på vej mod pensionsalderen, ikke rigtig kan huske teksten i sangen den dag til byfesten. Han er begyndt at glemme. Først er det småting, men efter at have været den indirekte årsag til et trafikuheld, fordi han ikke fik repareret bremserne på en kundes bil, begynder det at dæmre for ham, at noget er galt.
Han får rodet sig ud i flere dumme situationer, blandt andet glemmer han talen til datterens bryllup, får budt på en bil på auktion – og endda købt den. Slet ikke godt, og da Herluf endelig forstår hvordan det er fat, gemmer han sig hos nogle polske bilhandlere. Han får forvildet sig op i en bil på deres biltransport, og ender i et rodet værksted i Polen.

Hjemme i huset på villavejen savner hans kone Ingelise (Bodil Jørgensen) ham hurtigt, for Herluf er en vanens mand. Hun efterlyser ham med det samme han ikke er dukket op til aftensmaden, men politiet tager sig ikke af sagen så tidligt, og hun må søge hjælp hos familie og venner.
Ingelise er en dame med orden i tingene: hun er sagsbehandler på kommunen, og vant til at tage sig af vanskelige sager. Dag ud og dag ind skal hun lytte på bistandsklienter, der smører tykt på med historier fra de varme lande, for at få forskud på kontanthjælpen. Hun er også vant til at klare selv sværere situationer, men at Herluf er forsvundet, gør hende usikker.
Hele deres liv kører jo på skinner, de har datteren Gitte (Lærke Winther) godt i vej, nu gift for tredje gang med Malthe (Rasmus Botoft)og et dejligt barnebarn Patrick, så hvorfor er Herluf væk? Hvad er der sket med ham?
Udadtil det perfekte, midaldrende par med styr på tilværelsen. Men hvor godt kender de egentlig hinanden? Hvor dybt er deres forhold? Måske er glæden ved hinanden blevet væk? Forsvundet i dagenes trygge trummerum? Ingelise har i hvert fald en (yngre) elsker, for Herluf er begyndt at blive gammel, og som hun råber til ham under et mindre skænderi: han lugter af mug! Det rammer Herluf hårdt, og han bliver lidt rystet – og begynder at tænke over, om han er ved at blive gammel.
Familien savner ham i starten ikke så meget, for han er en typisk mand af sin generation: på job, og så hjem til aftensmaden og en tur ud i drivhuset, som er hans eneste hobby. Lidt tv og så i seng, og så gik den dag. De taler ikke sammen, kun om Gitte. Familien ser de ikke meget til, men det er alligevel den Ingelise vender sig til, da Herluf er forsvundet. Og på forunderlig vis kommer de gamle historier frem i lyset, stridigheder bliver bilagt, og nye bånd bliver knyttet.

Det er en meget personlig og menneskevarm film Erik Clausen har begået med Mennesker bliver spist, og dens fremstilling af en fremskridende demens, oplevet dels gennem hovedpersonen Herluf, dels gennem hans omgivelser, er rørende og ejendommeligt velkendt. For de fleste af os har oplevet det, kender eller har kendt en person ramt af demens, enten som ægtefælle, barn eller barnebarn eller måske blot som ven. Så mange som 89.000 danskere lever med en demenssygdom., og tallet antages at være stigende, grundet vores højere levealder.
Jeg synes Clausen bliver bedre og bedre med årene, og med denne film er han mere moden og blødere end han har været tidligere. Hans fandenivoldskhed på den helt særlige og kærlige clausenske måde ligger (heldigvis) indover filmen, men en mere poetisk og dæmpet tone mærkes, og det klæder ham i den grad.

Hans underfundige glimt i øjet er dog hele tiden til stede, og der bliver hyggestukket lidt til både den mindfulnessfimsede svigersøn, der har et semiintellektuelt citat til enhver situation, og bror Bjarne, der brødebetynget bekender, at hans eventyr som DF´er var en fejl! Personerne er rundere, har flere facetter, og selvom de – som i alle Clausens film – er gennemsnitlige, jævne mennesker som vi alle kender som skabelon, kommer vi mere under huden på dem end ellers i hans film: både Herluf og Ingelise skildres i deres roller som først og fremmest ægtefolk, som kærlige forældre – hver på deres måde, men også som professionelle og gode, stabile arbejdere. De er den basis, der er fundamentet for Velfærdsdanmark, indbegrebet af en typisk dansker – de er dig og mig, de er vores forældre og bedsteforældre og vores kollegaer, og derfor bliver filmen så vedkommende.

Finfin film, og jeg vil give den et 8-tal. For man kommer ikke udenom den – som et tidsbillede og en god kommentar til livet i Danmark anno 2014/15. Altså 8 ud af 10 stjerner.********

Del det med dine venner!

Comments are closed.