Filmland.dk » Asger Leth skal instruere international film skrevet af Martin Zandvliet
Biografaktuel

Film der går i biografen netop nu

Filmland.dk anbefaler!

Hvad skal jeg se? En ny film, en gammel film eller en film på TV. Filmland.dk anbefaler nye og gamle film som du bør se.

Nyheder

Filmland.dk skriver om spændende begivenheder i filmbranchen, viderebringer pressemeddelelser fra filmselskaberne osv.

På Dvd & Blu-ray

Filmland.dk anmelder udvalgte premieretitler på dvd og blu-ray. Skulle der gemme sig en perle blandt ugens udgivelser, skal vi nok sige til.

Home » Nyheder

Asger Leth skal instruere international film skrevet af Martin Zandvliet

Submitted by on søndag, 15 maj 2016Ingen kommentarer

Asger Leth_photo by Christian Reinholtz

Nordisk Film Production satser på at lave internationale, engelsksprogede film, og blandt de første projekter er ”White Dog”, som foregår i det højreekstreme skinhead-miljø i USA, hvor to brødre kommer på kollissionskurs. Filmen skal instrueres af Asger Leth.

Nordisk Film Production har nu for alvor øjnene rettet direkte mod det internationale filmmarked med det engelsksprogede filmprojekt ”White Dog”. Det er et højspændt drama med stærke politiske undertoner, som handler om to skinhead-brødre, hvis livsbaner er på vej i hver deres retning, men som støder sammen i et bandemiljø styret af en ”spis eller bliv spist-logik”. I efterdønningerne fra terrorangrebet 11. september 2001 beskriver ”White Dog” et samfund, hvor hykleri og racisme er blevet mainstream, og fortællingen bliver et spejl af den tid, vi lever i.

Martin Zandvliet (”Under sandet”, ”Dirch”) har fået ideen til manuskriptet, som han har skrevet sammen med Anders August (”Sommeren ’92”, ”Dirch”). Til at forløse den højaktuelle historie er Asger Leth (”Man on the Ledge”, ”Ghosts of Cité Solei”) hentet hjem fra Hollywood, hvor han de seneste år har arbejdet. Målsætningen er, at filmen skal optages i Pittsburg, Pennsylvania.

-Filmen foregår i USA, men den er ligeså meget et portræt af en tid, hvor det ekstreme højre overalt taler til det værste i mennesket, siger Asger Leth.

Martin Zandvliet har fået stor international succes med ”Under sandet”, som er solgt til hele verden og er købt til distribution i USA af Sony Pictures, som satser på ”Under Sandet” i det kommende Oscarnominerings-kapløb. Zandvliet er nu i fuld gang med forberedelserne til actionfilmen ”The Outsider” med Jared Leto i hovedrollen. Han glæder sig over, at Asger Leth skal instruere ”White Dog”.

– Jeg har stor respekt for Asger, vi deler den samme vision for filmen. Han har en stemme og en evne til at anskue komplekse politiske temaer i øjenhøjde, som passer godt til ”White Dog”,” siger Martin Zandvliet.

Flere af Nordisk Films egne produktioner har det seneste års tid givet genlyd internationalt og i USA – ikke mindst ”Under sandet” og ”Krigen”, der var nomineret til en Oscar i kategorien ”Bedste ikke-engelsksprogede film”. Nordisk Film Production har derfor ambitioner om at lave engelsksprogede film, der fra starten er målrettet et internationalt publikum.

– Vi har talentet, fortællingerne og ambitionerne om at konkurrere på et internationalt niveau. Med Asger Leth, Martin Zandvliet og Anders August i samarbejde om “White Dog” har vi en hårdtslående pakke, der helt sikkert vil skabe interesse udenfor Skandinavien,” siger Mikael Rieks, som producerer ”White Dog” for Nordisk Film Production.

Del det med dine venner!

Comments are closed.