Filmland.dk » Billetsalget til Zentropas “Flaskepost fra P” åbner i morgen
Biografaktuel

Film der går i biografen netop nu

Filmland.dk anbefaler!

Hvad skal jeg se? En ny film, en gammel film eller en film på TV. Filmland.dk anbefaler nye og gamle film som du bør se.

Nyheder

Filmland.dk skriver om spændende begivenheder i filmbranchen, viderebringer pressemeddelelser fra filmselskaberne osv.

På Dvd & Blu-ray

Filmland.dk anmelder udvalgte premieretitler på dvd og blu-ray. Skulle der gemme sig en perle blandt ugens udgivelser, skal vi nok sige til.

Home » Biografaktuel, Nyheder

Billetsalget til Zentropas “Flaskepost fra P” åbner i morgen

Submitted by on mandag, 1 februar 2016Ingen kommentarer
Flaskepost fra P

Flaskepost fra P

I dag er der præcis én måned og to dage til premieren på årets mest imødesete danske biograffilm: “Flaskepost fra P” P, som er Zentropas tredje Afdeling Q-film. I morgen tirsdag kl. 12.00 åbner billetsalget til filmen.

Efter Kvinden i buret blev årets mest sete biograffilm i 2013, og Fasandræberne gentog bedriften i 2014, er der enorme forventninger til, at FLASKEPOST FRA P kan gøre de to første film kunststykket efter. Bogen er herhjemme solgt i over 500.000 eksemplarer, og rigtig, rigtig mange fans af bøgerne har set særligt frem til netop filmatiseringen af denne film.

En film om at tro – og ikke at tro
Filmen er instrueret af norske Hans Petter Moland, og filmen tager et af livets helt centrale temaer under behandling:

”Filmen handler om tro – og manglen på tro. Det er en historie om kollegaer, som aldrig har snakket om, hvad de mener privat, om religion og livssyn. Pludselig bliver deres private meninger vigtige i en efterforskning,” fortæller Hans Petter Moland og fortsætter:

”Filmen bevæger sig mellem religiøse og økonomiske klasser. Det bliver en arena for møder mellem mennesker, som lever i parallelle virkeligheder i et moderne europæisk samfund. Om dybt troende og en ny underklasse i Udkantsdanmark, overset og ignoreret af resten af samfundet”.

Filmens handling
Søskendeparret Samuel og Magdalena, som er opvokset i en religiøs menighed i Danmark, forsvinder pludseligt. Og på Københavns Politigård dukker en 8 år gammel flaskepost op med et råb om hjælp fra en dreng i fangenskab.

Carl Mørck og hans assistent Assad fra politiets Afdeling Q finder hurtigt ud af, at der er en forbindelse mellem de to sager, og det lykkes dem at grave sig ind i det religiøse samfund og komme på sporet af en mand, der trækker et årelangt spor af bortførelser og mord efter sig. Mord som aldrig er blevet anmeldt, da han angiveligt hver gang bortfører to børn fra meget religiøse familier, slår det ene barn ihjel og kræver tavshed og en stor løsesum for det andet.

Tiden er knap, og i jagten på at finde børnene før det er for sent må Carl Mørck sande, at det at tro på noget er tæt forbundet med livet og døden.

Nye og gamle navne
Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares og Johanne Louise Schmidt er tilbage i rollerne som henholdsvis Carl Mørck, Assad og Rose. Der er også gensyn med Søren Pilmark som Marcus Jacobsen, mens Jakob Oftebro (1864, Guldkysten) er ny i rollen som Pasgård. Ny er også Pål Sverre Hagen (Thor Heyerdahl i den Oscar-nominerede biografsucces Kon-tiki) som den uhyggelige mand, der kalder sig Johannes. I rollerne som forældreparret Elias og Rakel, hvis børn forsvinder sporløst, ses Jacob Lohmann (Kapgang, Forbrydelsen, Klumpfisken, Norskov) og Amanda Collin (Ækte vare, For det fælles bedste).

Hans Petter Moland har tidligere instrueret bl.a. Kraftidioten (2014) og En ganske rar mand (2010). Filmen har manuskript af Nikolaj Arcel, der også leverede manuskriptet til de to forgangne storsuccesser Kvinden i buret (2013) og Fasandræberne (2014).

Filmen er produceret af Zentropa i samarbejde med TV 2 Danmark, ZDF German Television Network, ZDF Enterprises, TV4 Sverige, TV 2 Norge og i samproduktion med Film Väst. Med støtte fra Det Danske Filminstitut / Markedsordningen, Eurimages, Deutscher Filmförderfonds, Filmförderung Hamburg Schleswig-Holstein, Norsk Filminstitutt, Nordisk Film & TV Fond og Filmförderungsanstalt, samt udviklingsstøtte fra Media programmet.

Filmen har et budget på 39,5 mio. kr. og den distribueres af Nordisk Film Distribution herhjemme, mens det internationale salg varetages af TrustNordisk.

Del det med dine venner!

Comments are closed.