Filmland.dk » Cph Jewish Film Festival 2015
Biografaktuel

Film der går i biografen netop nu

Filmland.dk anbefaler!

Hvad skal jeg se? En ny film, en gammel film eller en film på TV. Filmland.dk anbefaler nye og gamle film som du bør se.

Nyheder

Filmland.dk skriver om spændende begivenheder i filmbranchen, viderebringer pressemeddelelser fra filmselskaberne osv.

På Dvd & Blu-ray

Filmland.dk anmelder udvalgte premieretitler på dvd og blu-ray. Skulle der gemme sig en perle blandt ugens udgivelser, skal vi nok sige til.

Home » Nyheder

Cph Jewish Film Festival 2015

Submitted by on mandag, 2 marts 2015Ingen kommentarer

zeromotivation-starsCinematekets tilbagevendende Cph Jewish Film Festival 2015 har netop fundet sted, fra onsdag d. 25.februar –søndag d.1.marts 2015.

Forsalget til film og events har i år været præget negativt af det nylige forfærdelige attentat ved synagogen i Krystalgade, hvor en ung, jødisk vagt blev skudt og dræbt.

Da jeg var til det første arrangement om torsdagen, var der ikke mange mennesker, og en dirrende undertone af usikkerhed blandt det knapt så store publikum.

Til gengæld var der stuvende fuldt i dag, søndag, den sidste dag i festivalen. Da jeg kom op fra kælderetagen i Filmhuset, Gothersgade, hvor festivalen løb af stabelen, blev jeg mødt af synet af bevæbnet politi, hele 4 betjente, inde i Cinemateket. På gaden udenfor stod to betjente vagt, ligeledes bevæbnede, samt en stor mandskabsvogn. Det chokerede mig en smule, men samtidig var det som en form for surreel forlængelse af den soldaterfilm jeg netop havde set, hvor det, at gå i uniform og bære våben var helt selvfølgeligt. Det forhøjede beredskab var muligvis en nødvendighed, for at sikre festivaldeltagernes sikkerhed? Jeg skal ikke kunne sige det – kun, at det for mig var en smule rystende at et offentligt og fredeligt arrangement, som har været afholdt tidligere uden problemer af nogen slags, i år var nødvendigt at sikre så radikalt.

Den udvalgte film i denne omgang blev den israelske soldaterkomedie (!) Zero Motivation. Bag filmen står den unge, kvindelige instruktør Talya Lavie. Hun er forholdsvis ny på banen, men allerede et stort navn, og filmen var den bedst sælgende i Israel i 2014.

Zero Motivation var i den grad en kontrast til det symposium jeg deltog i i torsdags, hvis omdrejningspunkt var nedarvede traumer, udløst af Holocaust. Arrangementets navn: Stilhed, fortrængning og gennembrud – work in progress – forklarer meget præcist hvad det handlede om: at ofre for krigshandlinger ofte fortrænger oplevelserne og – for at skåne deres familier – er tavse. Men, at det, at bruge sanseapparatet og tale om dette, kan udløse en befriende og helbredende dialog. At lave mad fra dengang og fra før krigen, at se på billeder, at mindes mennesker man kendte, lytte til musik, og derved nærme sig det voldsomme og unævnelige.

Torsdagen var en spændende oplevelse: filminstruktøren Casper Høyberg viste små klip fra sin 20 år gamle dokumentar om at finde sin jødiske bedstefar. En dokumentar han ønsker at lave en fortsættelse af nu, så mange år efter, for at følge hvad der er sket med de næste generationer. Med sig på scenen havde han to modne kvinder: hans tante, socialpsykologen Alix Brijatoff-Landauer fra Paris, der arbejder med at genskabe erindringer via drama og musikstykker, og Judith Beerman Zeligsson, traumeterapeut gennem 30 år, som ligeledes arbejder med erindring og traumebehandling, dog på mere klinisk basis. Desuden medvirkede Caspers søster, kunstneren og arkitekten Katrine Høyberg med en installation, der handlede om deres jødiske bedstemor: et opretstående skab, der kunne åbnes, og indeni afslørede skåle med suppe, dåsemad, fotografier og andre minder om den bedstemor, der blev husket bedst med sanserne.

Set i perspektiv er de to oplevelser fra festivalen to meget forskellige aspekter af det at være nutidig jøde 2014/2015: symposiet handlede om fortiden, og de spor den trækker til nutiden, de traumer, der i mange jødiske familier på tragisk vis er gået i arv. Filmen Zero Motivation handlede i den grad om nutiden: at være jøde i et Israel af 2014, hvor krig og uddannelse til krig er en naturlig og selvfølgelig del af hverdagen, og hvor alt det forfærdelige som krigen fremkalder overhovedet ikke føles af de unge værnepligtige, som har travlt med at være unge.

I Israel bliver såvel jødiske mænd som kvinder indkaldt til værnepligt; mændene i 3 år, kvinderne i knapt 2 år. Det israelske militær, IDF, ses som et af verdens mest effektive og velfungerende militærsystemer, men det gør denne film tykt grin med: på et gudsforladt (!) sted, i en gold stenørken ligger den slidte militærforlægning, hvor vi følger en flok værnepligtige piger, der kun længes efter at komme hjem til det virkelige liv.

På forunderlig vis minder denne komedie en del om Mort Walkers tegneserie Basserne, som mestendels handler om menig Jens Fups forsøg på at slippe af sted med at lave så lidt som muligt: den kraftige og altid snack´ende,Rama (Shani Klein), med ambitioner om at stige i graderne er S´janten, Zohar (Dana Ivgy), er dovne Jens Fup, som fordriver tiden med at slå sine egne rekorder i computerspillet Minestryger, Daffi (Nelly Tagar), er den forfængelige Frk. Olsen, der kun tænker på at komme til Tel Aviv, som er hendes drømmes by med lækkert tøj og caféer, og den russiske blondine med kommandostemmen, Irena (Tamara Klingon), er en kvindelig (Don) Juan med styr på det med fyrene.

De mange måneder skal bare gå for pigerne, for næsten to år er længe at fordrive på et rodet kontor, med bunker af mapper, kuverter med og uden fyld, æbleskrog og gamle computere fra før fladskærmens tid. Tiden går med at spille computerspil, diskutere og kigge på fyre, drømme om fremtiden – og konkurrere indbyrdes.

Udover alt det fjollede og morsomme er der dog enkelte nedslag i den problematik der uvægerligt må være i, at have så mange unge mænd og kvinder tæt sammen så længe: kærlighedsforviklinger, et dramatisk selvmord, en næsten-voldtægsscene og interne magtspil.

Filmen er ganske seværdig, og ifølge Lavie, stærkt inspireret af den amerikanske soldaterserie M*A*S*H.

Jødisk film har meget at byde på med både dokumentar- og spillefilm, samt interessante foredrag og invitation til dialog med publikum om gyldige emner, der på så dramatisk vis er blevet ganske aktuelle i Danmark denne vinter. Jeg kan stærkt anbefale et besøg næste år, for der er meget at hente, både i de store og små perspektiver. Det er bestemt ikke sidste gang jeg har deltaget.

Del det med dine venner!

Comments are closed.