Filmland.dk » Leviathan – en mands kamp mod det korrupte russiske bureaukrati
Biografaktuel

Film der går i biografen netop nu

Filmland.dk anbefaler!

Hvad skal jeg se? En ny film, en gammel film eller en film på TV. Filmland.dk anbefaler nye og gamle film som du bør se.

Nyheder

Filmland.dk skriver om spændende begivenheder i filmbranchen, viderebringer pressemeddelelser fra filmselskaberne osv.

På Dvd & Blu-ray

Filmland.dk anmelder udvalgte premieretitler på dvd og blu-ray. Skulle der gemme sig en perle blandt ugens udgivelser, skal vi nok sige til.

Home » Biografaktuel, Filmland.dk anbefaler!

Leviathan – en mands kamp mod det korrupte russiske bureaukrati

Submitted by on fredag, 23 januar 2015Ingen kommentarer

Leviathan
En mands kamp mod det korrupte russisk bureaukrati – eller menneskets håbløse kamp mod det statslige kaosmonster

År: 2014

Instruktør: Andrey Zvyagintsev

Land: Rusland

Filmen foregår i en nordrussisk havneby, og handler om Kolya og hans kone Lilya, som får hjælp af Kolyas gamle advokatven Dmitriy, i en juridisk kamp mod byens borgmester.

Striden drejer sig i første omgang om Kolyas familehus, der med sin beliggenhed ved vandet, frister borgmesteren til en ekspropriering til gavn for sig selv. Kolya og Dmitriy, der er fra Moskva, og tilsyneladende har gode forbindelser, er dog ikke bange for at kaste sig ind i kampen.

En samfundskritisk russisk film, om en mands kamp mod systemet, kan måske godt bringe associationer frem om langtrukne østeuropæiske socialrealistiske dramaer – og fortællestilen lever da også umiddelbart op til fordommene med lange dvælende stemningsbilleder, en farvepalet i den absolut blege ende, og tunge symbolladede klip af strandede hvalskeletter og forladte joller, der i deres forfald er ikke overdrevet komplicerede metaforer for filmens tema om det døde og forliste samfund. Uanset om stilen tiltaler én, fungerer det ganske glimrende – det lykkes til fulde at formidle en totalt eksistentiel håbløshed, som er filmens centrale pointe.

Borgmesteren i byen er ubetinget korrupt, men intrigen rækker langt ud over et simpelt sammenstød med et råddent æble i statsapparatet. Med den allerede nævnte uslørede symbolik portrætteres borgmesteren igen og igen under Putins billede, som en direkte repræsentant for landets system, ligesom en samling portrætter af tidligere præsidenter under en skydeudflugt bliver brugt som målskiver. Det er således et helt system Kolya er oppe imod, og i denne version af den lille mands kamp mod systemet er styrkeforholdet overvældende tippet mod systemet.

Systematisk behandles eventuelle muligheder for at kæmpe imod eller flygte: retfærdighed gennem retssystemet, afpresning, religion, venskab og solidaritet, og kærlighed, og én for én afsløres de som blindgyder eller forrådes.

Domstolene fremstilles utvetydigt umenneskelige i filmen, eksemplificeret gennem en maskinel oplæsning af dommen i sagen om ekspropriationen, politiet er korrupt og gemmer sig bag en mur af Kafkask bureaukrati. Den ortodokse kirke er direkte medspiller i den ’sociale kontrakt’, som vist da en højt placeret præst i samtale med den rystede borgmester indskærper, at al verdslig magt kommer fra Gud, og direkte skælder borgmesteren ud for at tøve i forhold til at gennemtvinge sin magt over for hovedpersonen – mens en mindre præsts råd til en fortvivlet Kolya er at komme i kirken, og i øvrigt indse, at den højere mening bag tingene ikke er tilgængelig for ham. Dermed er det slået fast, at Kirken – i hvert fald den russisk-ortodokse – er en del af Leviathan, og ikke en måde at undslippe dens greb.

Vennerne svigter afgørende, og forråder alle Kolya i de afgørende øjeblikke, enten fordi de bliver kuet eller bare er svage (menneskelige?) og selv kærligheden bukker under i al håbløsheden.

Det eneste liv der optræder i filmen, er den levende hval Lilya ser på en nattevandring, men det er et liv, der er komplet uopnåeligt for menneskene, som i stedet må eksistere i det døde hvalskelet på stranden – altså i det døde samfund, hvor kun de nøgne knogler (de samfundsmæssige strukturer?) endnu er tilbage.

Filmen bliver af mange fremhævet som et nådesløst portræt af det moderne Rusland, og det er naturligvis rigtigt. Den gør tilsyneladende en dyd ud af at bekræfte samtlige et billede af Rusland som lammet af korruption, håbløshed og den allestedsnærværende vodka.

Hobbes-Leviathan

Filmens titel – Leviathan – er oprindeligt navnet på et havuhyre og kaosvæsen fra det Gamle Testamente som Jahve kæmper mod – sejren over Leviathan er handlingen, der skaber verden – og senere identificerer Hobbes Leviathan med staten, og dermed bliver filmens titel og budskab måske i virkeligheden ret tydeligt: vi (russerne?) er fanger af dette monster – og den radikale konklusion: kun dets destruktion kan sætte os fri!

At filmen har kunnet udkomme – oven i købet med støtte fra det russiske kulturministerium, og som Ruslands officielle repræsentant til Oscaruddelingen kan måske undre, og der har da også været udpræget utilfredshed fra mange forskellige repræsentanter fra det russiske samfund. Grunden er nok, at den netop ikke anviser en vej til oprør eller forandring, men formelt læner sig op af moralen, at tingene sker, af grunde vi ikke kan gennemskue.

Del det med dine venner!

Comments are closed.