Filmland.dk » Mr. Turner – historisk drama om engelsk romantiks store maler
Biografaktuel

Film der går i biografen netop nu

Filmland.dk anbefaler!

Hvad skal jeg se? En ny film, en gammel film eller en film på TV. Filmland.dk anbefaler nye og gamle film som du bør se.

Nyheder

Filmland.dk skriver om spændende begivenheder i filmbranchen, viderebringer pressemeddelelser fra filmselskaberne osv.

På Dvd & Blu-ray

Filmland.dk anmelder udvalgte premieretitler på dvd og blu-ray. Skulle der gemme sig en perle blandt ugens udgivelser, skal vi nok sige til.

Home » Filmland.dk anbefaler!

Mr. Turner – historisk drama om engelsk romantiks store maler

Submitted by on torsdag, 22 januar 2015Ingen kommentarer

turner big-2026, besk.Mr. Turner

Anmelder: Miriam Reiner

Filmen Mr. Turner er en vidunderlig, lang rejse i den engelske romantiks store maler J. M. W. Turners gyldenbrune lys. En rejse man skal unde sig selv, især hvis man er interesseret i malerkunst. For det er en ganske seværdig film Mike Leigh her har begået.

Timothy Spall i den altoverskyggende hovedrolle ER Turner: han brummer og grynter sig igennem filmen med grimasser, panderynken og sære udbrud, troværdig som den excentriske og geniale original, der var med til at bringe malerkunsten fra det romantiske over i impressionismen. Man fornemmer hans baggrund som teaterskuespiller, blandt andet i The Royal Shakespeare Company. Hans talent er stort, men denne rolle klæder ham i særlig grad: han er som skabt til de dickenske omgivelser denne film fordrer.

VI møder den midaldrende Turner i huset i London, hvor han bor med husholdersken og sin far, den tidligere barber og parykmager. De tre lever et afsondret liv i en lille, tryg boble. Turner maler sine landskaber, – både akvareller og store oliebilleder. Ind imellem rejser han en kort tid, opsøger andre egne og tegner skitser, som han omsætter hjemme i atelieret, optændt af inspirationen. Faderen fungerer som hans assistent, river farver og spænder lærreder op, og husholdersken sørger for maden, rengøring og enkelte andre tjenester Turner måtte have brug for.
Sådan fortsætter livet, ind imellem afbrudt af besøgende, potentielle kunder eller hans egne udflugter til Akademiet, hvor han er et anerkendt og skattet medlem.

Men som tiden går, udvikler Turner sin malestil hen imod det mere og mere abstrakte, og fjerner sig fra tidens mere konkrete malestil: lyset er stadig gennemgående og voldsomt, naturens kræfter fascinerer ham. Han tilstræber at gengive det storladne i naturen; han tager gerne ud i al slags vejr, lader sig surre fast til masten på en båd i storm- og haglvejr for, på egen krop, at opleve elementernes rasen. Også tågen tiltaler ham, og han arbejder passioneret på at fremmane det rette lys. Mange af hans kollegaer på akademiet tager efterhånden afstand fra denne udvikling, de sætter spørgsmålstegn ved hans billeders gyldighed, men Turner fortsætter ikke desto mindre sin vej mod det nye, og har stadig tilhængere, blandt andre den unge, affekterede John Ruskin, der senere blev den tids kendteste kunstkritiker.

Turner finder sammen med enken Mrs. Booth sent i livet. De bliver dog aldrig gift, men lever som mand og kone i hendes hus i Chelsea hvortil hun er flyttet fra Margate, en pittoresk fiskerby i Kent, hvor de har mødt hinanden gennem flere år, for Turner tog dertil på inspirationsrejser. Turner levede fra 1775-1851.

Filmen er lang, 2 timer og 29 minutter. Men ikke for lang, hvis man holder af historiske dramaer, Turner og stor skuespilkunst.

Del det med dine venner!

Comments are closed.