Filmland.dk » Oscar-kapløbet skudt i gang
Biografaktuel

Film der går i biografen netop nu

Filmland.dk anbefaler!

Hvad skal jeg se? En ny film, en gammel film eller en film på TV. Filmland.dk anbefaler nye og gamle film som du bør se.

Nyheder

Filmland.dk skriver om spændende begivenheder i filmbranchen, viderebringer pressemeddelelser fra filmselskaberne osv.

På Dvd & Blu-ray

Filmland.dk anmelder udvalgte premieretitler på dvd og blu-ray. Skulle der gemme sig en perle blandt ugens udgivelser, skal vi nok sige til.

Home » Nyheder

Oscar-kapløbet skudt i gang

Submitted by on fredag, 16 august 2013Ingen kommentarer

Tre danske film er i dag blevet shortlistet til kapløbet om at blive dansk Oscar-kandidat i kategorien Foreign Language Film. De tre film er “Jagten”, “The Act of Killing” og “Nordvest”.

For tre år siden blev Danmark og Susanne Bier inviteret til Oscar-fest med
“Hævnen” og vandt en Oscar i kategorien Foreign Language Film. Året efter
placerede the Academy of Motion Picture Arts and Sciences Ole Christian Madsens
“Superclassico” blandt de ni shortlistede film, og i 2012 valgte akademiets
medlemmer Nikolaj Arcels “En kongelig affære” som en af de fem Oscar-nominerede
film.

17 spillefilm og 7 dokumentarfilm var i år mulige kandidater, og i dag kom så
det første fingerpeg om hvilken film, der i det kommende halvår kan blive den
danske deltager i kampen om den fornemme pris.

I Danmark er det en komité bestående af syv repræsentanter for den danske
filmbranche og Filminstituttet, der afgør hvilken film, der indstilles til
kampen om en Oscar-nominering. De seneste fire år er afgørelsen taget i to trin:
Komitéen mødes først og indstiller tre film på en shortliste, inden den godt en
måned senere beslutter hvilken film, der indstilles fra Danmark.

Komitéen afgjorde i dag hvilke tre film, der i år er shortlistet fra Danmark.
Det er “Thomas Vinterbergs “Jagten”, Joshua Oppenheimers “The Act of Killing” og
Michael Noers “Nordvest”.

Komité-medlemmerne forventes samlet igen torsdag den 26. september for at
beslutte hvilken film, der har den bedste chance, når akademiets medlemmer skal
stemme.

“Dansk film står i en yderst privilegeret situation. Akademiets medlemmer har
et godt et øje til Danmark, fordi vi gennem de seneste år konstant har leveret
film af høj kunstnerisk kvalitet, og igen i år står vi med en række film, som vi
kan se har internationalt potentiale. Vi har valgt tre film, der enten har vist,
at de gør sig internationalt, eller står lige foran at skulle til det. Det skal
nok strømme ind med masser af bud på hvilken dansk film, der ville være den helt
rigtige at indstille, men komité-medlemmerne vil se nærmere på, hvordan de tre
titler klarer sig ude i verden. Vi vil nu gå i tænkeboks, inden vi tager den
store beslutning,” siger direktør for Det Danske Filminstitut, Henrik Bo
Nielsen, der er formand for komitéen.
De tre shortlistede

Thomas Vinterbergs “Jagten” vandt med Mads Mikkelsen en
Bedste-skuespiller-pris i Cannes i 2012 og var inviteret til Toronto samme år.
Filmen fik først dansk premiere i januar 2013 og deltager derfor i årets
Oscar-kapløb. Den vises i biograferne i USA i denne sommer, og der er god
respons fra anmelderne. Ganske illustrativt er den ifølge websitet Rotten
Tomatoes blevet vurderet positivt i 95 % af de engelsk-sprogede anmeldelser.

Joshua Oppenheimers dokumentarfilm “The Act of Killing” blev modtaget
med begejstring ved verdenspremieren på festivalerne i Telluride og Toronto i
september 2012, og filmen har siden vakt røre i både Indonesien og den vestlige
verden. Den vises for tiden i amerikanske biografer og genererer flotte
anmeldelser. På Rotten Tomatoes vurderes den positivt af 97 % af anmelderne. En
film kan deltage i kategorien Foreign Language Film, hvis dialogen overvejende
foregår på ikke-engelske sprog, og det er tilfældet med “The Act of Killing”,
hvor dialogen for det meste er indonesisk.

Michael Noers “Nordvest” fik verdenspremiere på Rotterdams Internationale
Filmfestival i januar og deltager fortsat på en række velrenommerede
internationale festivaler, heriblandt de mest tone-angivende i USA. Også den har
modtaget flotte internationale anmeldelser.

Den danske komité og Oscar-reglerne

I Danmark er det en komité nedsat af Det Danske Filminstitut, som afgør
hvilken film, der indstilles i kategorien Foreign Language Film. Komitéen består
ud over formanden af Tivi Magnusson fra Producentforeningen, Mette-Ann
Schepelern fra Danske Filminstruktører, Jan Weincke fra Dansk Filmfotograf
Forbund, Steffen Andersen-Møller fra Det Danske Filminstitut, Jacob Wendt Jensen
fra Filmmedarbejderforeningen og Kim Pedersen fra Danske Biografer.

Hvert land kan indstille netop en film til nominering i kategorien. Fra 1.
oktober vurderes filmene af the Academy of Motion Picture Arts and Sciences’
“foreign language” komité, der skal vælge seks film til en shortliste. En
eksekutiv komité tilføjer derefter yderligere tre film til shortlisten for at
sikre, at der ikke er iøjnefaldende udeladelser på shortlisten, der derefter
består af ni film. To komitéer, en på USA’s østkyst og en på vestkysten, ser
derefter de ni film og vælger de fem film, som Oscar-nomineres.

Nomineringerne offentliggøres torsdag den 16. januar, og selve Oscar-kåringen
finder sted søndag den 2. marts.

Akademiets regler kræver, at den indstillede film har haft biografpremiere i
perioden fra 1. oktober 2011 til 30. september 2012, og at den er produceret
uden for USA og med et andet sprog end engelsk som det væsentligste sprog.

Oscar-indstillinger
fra Danmark de seneste 10 år

2012 En kongelig affære / Nikolaj Arcel / nomineret
2011 Superclásico / Ole Christian Madsen / shortlistet
2010 Hævnen  / Susanne Bier / Oscar-vinder
2009 Frygtelig lykkelig / Henrik Ruben Genz
2008 To verdener / Niels Arden Oplev
2007 Kunsten at græde i kor / Peter Schønau Fog
2006 Efter brylluppet / Susanne Bier / nomineret
2005 Adams æbler / Anders Thomas Jensen
2004 De fem benspænd / Jørgen Leth og Lars von Trier
2003 Reconstruction / Christoffer Boe

Kilde: DFI

Del det med dine venner!

Comments are closed.